Årsberetning 2023/2024 - Skolebestyrelsen

Årsberetning 2023/2024
Samarbejdet i skolebestyrelsen går rigtig godt. Vi har fundet en god arbejdsgang med den knap så nye distriktsleder Mikkel Nielsen, som tiltrådte i januar 2023. I skolebestyrelsen er vi flot repræsenteret af både forældre, elevrådsrepræsentanter fra begge matrikler, personalet og skolens ledelse. Derudover er skolebestyrelsen suppleret af kommunalbestyrelsesmedlem Karsten Kriegel samt vicerektor fra NEXT Baltorp Business Gymnasium Jacob Nielsen.
Mikkels første arbejdsopgave i 2023 var at håndtere den økonomiske ubalance, som skolen befandt sig i og der blev fra kommunalt regi igangsat en økonomisk genopretningsplan. Det har været en lang og ikke nem proces for skolen og særligt personalet, at befinde sig i. Heldigvis kan vi sige, her i slutningen af 2024 at den økonomiske genopretningsplan er på god kurs og skolen følger den efter planen.
I skolebestyrelsen er vi rigtig glade for hvordan personalet har håndteret denne proces. Vi anerkender at det har været en hård proces, som har givet udfordringer både i klasselokalerne med det praktiske, samt på lærerværelset med det kollegiale. Vi er rigtig glade for at opleve at så meget personale har valgt at blive hos vores børn.
I løbet af skoleåret har vi måttet sige farvel til flere pædagogiske ledere fra begge matrikler, hvilket har betydet at skolebestyrelsen også har været en engageret del af ansættelsen af nye pædagogiske ledere. På Østerhøj matriklen fik vi ansat nye pædagogiske ledere på mellemtrinnet og i udskolingen og på Måløv matriklen, blev der ansat en ny til mellemtrinnet. Det er bestyrelsens indtryk at opsigelserne var en naturlig konsekvens ved ny topledelse, hvor mange naturligt stopper op og overvejer om man måske skal prøve noget nyt. Det er også bestyrelsens indtryk at alle nye ledere er faldet godt til på skolen.
Skolebestyrelsens primære arbejde er, at sikre skolens retning og dette gør vi ved hjælp af de principper som vi udarbejder og reviderer i årets løb.
I december 2023 vedtog en samlet skolebestyrelse at påbegynde arbejdet med princippet ”Mobilfri skole”. Formålet med at blive en mobilfri skole er, at sætte fokus på trivsel og fysiske fællesskaber. Vi ønsker at tilbyde eleverne gode alternativer til skærmene i form af nærvær, samtaler, leg og bevægelse. Den mobilfri skole skal derfor ses som et tilvalg af fællesskaberne, hvor vi er til stede med hinanden – både i undervisningstiden og pauserne – i stedet for et fravalg af telefonerne.
Skolebestyrelsen stemte for at blive mobilfri skole fra 1. januar 2025. En arbejdsgruppe blev nedsat med repræsentation af forældrerepræsentanter, elevrepræsentanter, personale, BFO’en og skolens ledelse. Arbejdsgruppen har forsøgt at involvere alle parter – elever, forældre og personale, ligesom elevrepræsentanterne og skolens ledelse har været ude og besøge andre skoler, der allerede har mobilfri skole, for at vende tanker og perspektiver med dem, og lige om lidt munder det ud i et princip, der viser skolens retning indenfor det at være en mobilfri skole. Skolebestyrelsen følger processen tæt og vil i det nye år løbende evaluere på princippet.
Meddelelsesbogen, som der blev arbejdet med i det forgange skoleår, blev taget i brug på forældremøderne i foråret 2024. Det er meningen at meddelelsesbogen skal erstatte de gamle elevplaner og vil primært blive brugt til fagene dansk og matematik. Meddelelsesbogen har ikke fået den ønskede start, og skolebestyrelsen vil løbende følge op på processen og evaluere den, ved de kommende forældremøder.
Et andet fokus vi har haft, har været klassedannelsen på 7. årgang. I skoleåret 2023/2024 var det andet år, med klassedannelse ud fra det nye princip, hvor vi ikke længere opererer med linjevalg, men i stedet udelukkende ud fra de pædagogiske og faglige overvejelser samt relationelle hensyn eleverne imellem. Begge år har skolebestyrelsen modtaget positive tilkendegivelser fra både forældre og de pædagogiske ledere. Klassedannelsen i år er stadig i proces og vi evaluerer på den i foråret 2025.
Igennem skoleåret har vi arbejdet med de forskellige principper og revideret dem, der har haft behov. Lige nu er der ikke flere tilbage der mangler at blive revideret. Særligt princippet omkring vikardækning har fyldt på flere bestyrelsesmøder hvor vi, overfor ledelsen, blandt andet har koncentreret os om at skolen sørger for korrekt uddannelse og klargøring af vikarkorpset, så det er kompetente vikarer, der træder ind i klasselokalerne. Det er vores opfattelse at skolen allerede forsøger at minimere antallet af vikartimer, så derfor er vores fokus på at kompetenceudvikle korpset, frem for at lede efter nye områder at minimere antallet af vikartimer på.
I skolebestyrelsen har vi også øje for kommunens behovs- og kapacitetsanalyse. I årsberetningen 2022/2023 blev det nævnt at prognosen lød på 820 flere elever på Måløvhøj Skole i 2032/2033 – primært grundet den nye bydel Kildedal. Den seneste prognose lyder nu på 300 elever i stedet for de 820. Vi følger det selvfølgelig tæt i bestyrelsen, selvom det er flere år ud i fremtiden.
I foråret 2024 var alle skolebestyrelser, dagtilbudsbestyrelser og klubbestyrelser inviteret til Ballerup Kommunes første bestyrelsesweekend. Det har længe været et ønske fra de forskellige bestyrelser i kommunen at få et forum, hvor man kan videns dele og netværke på tværs. Det har Ballerup kommune nu arrangeret og planen er at der vil blive afviklet en bestyrelseskonference hvert andet år fremadrettet. Der var gode, spændende og aktuelle oplæg omkring den digitale tid vi og vores børn befinder sig i.
I foråret 2024 blev der afholdt den årlige skoleudviklingssamtale. Skoleudviklingssamtalen er en ramme for dialog og refleksion mellem skolelederen og kommunalbestyrelsen om skolens udviklingsområder og skolen fik flotte anerkendelser og anbefalinger.
Fra skoleåret 2025/2026 bliver skolebestyrelsen som noget nyt, inviteret med ind til skoleudviklingssamtalerne, hvilket vi glæder os meget til at blive en del af.
Det var også i foråret der blev afholdt valg til skolebestyrelsen. 4 forældre udtrådte af bestyrelsen, heriblandt den tidligere formand Mia Knudsen. Vi har i skolebestyrelsen været glade for samarbejdet med de afgående forældre og takker dem for deres indsats.
Deres afgang banede vej til fire nye forældrerepræsentanter, som vi glæder os til at samarbejde med. Næste gang der afholdes valg til skolebestyrelsen er i foråret 2026.
Inden jeg vil kaste et blik ind på hvad det er vi som skolebestyrelse kigger ind i, i det kommende skoleår, vil jeg slutte tilbageblikket af med at nævne en kæmpe bedrift på skolen i foråret 2024, nemlig finalepladsen i årets skolefodboldpokalturnering. Det var en kæmpe bedrift at drengene nåede i finalen og det var rigtig flot af skolen, at arrangere buskørsel for mellemtrin og udskoling, så rigtig mange elever kunne komme afsted og heppe på deres kammerater i Odense. Det blev til en flot sølvmedalje efter et 3-1 nederlag til Svendborg, men præstationen var virkelig flot. God gået af jer alle sammen!
Når vi som skolebestyrelse kigger ind i det nuværende skoleår, har skolen allerede godt gang i flere spændende tiltag. Skolen har blandt andet indgået et samarbejde med Ballerup Musik- og Kulturskole, og fået midler til at lave det, som skolen har valgt at kalde for SMUK – Skabende, Musisk og Kreativ skole. Nogle initiativer er for alle, og nogle er mere specifikke omkring enkelte årgange eller afdelinger. Nogle initiativer er allerede i gang og nogle er undervejs. Vi glæder os til at følge udviklingen.
Skolen er gået i gang med et fælles pædagogisk tiltag – genoprettende praksis. Det er en metode til dels at opbygge social kapital i fællesskaber og til at adressere konflikter. Vi glæder os til at følge tiltaget og høre mere omkring det.
Vi ser som skolebestyrelse også ind i at regeringen er i gang med en ny aftale om folkeskolen, som endnu ikke er færdigbehandlet, men som ventes færdig i december 2024. Man vil med aftalen skrue markant ned for den centrale styring af folkeskolen til fordel for mere lokal frihed, så det vigtigste kommer i fokus – elevernes faglige udvikling og dannelse. Den lokale frihed betyder blandt andet at skolebestyrelserne får mere indflydelse, blandt andet ved den tidligere nævnte skoleudviklingssamtale, samt på mange flere områder.
Slutteligt er det værd at nævne kommunens budgetaftale for 2025, som denne gang ikke bød på besparelser, men derimod på store investeringer på børne- og ungeområdet med ca. 24 mio. kr. Vi glæder os til udmøntningen af de forskellige investeringer indenfor områderne inklusion, trivsel, de fysiske rammer i skolerne, kultur, et godt ungdomsmiljø og uddannelse for de unge.
Louise Cecilie Strømø Nachar, formand.

Seneste nyheder